Kewan Pádre er et godt eksempel på, hvorfor det kan betale sig at bryde grænser og træde ud på uudforsket territorium. Med erfaring fra to vidt forskellige musikalske lejre – klassisk musik og hiphop – passer den 27-årige musikproducer under flere genremærkater og discipliner. Med tiden er han blevet bevidst om, at det netop er, når han presser sig selv og de mennesker, han arbejder med, ud hvor de ikke har været før, at der for alvor kommer god musik ud af det.  

»Der er ikke noget alternativ til at springe ud i nye ting. Jeg føler, det er et must«, fortæller Kewan i sit nye studie på Islands Brygge. »Lige meget om du skaber musik, eller hvad du nu laver i livet, så skal man prøve sig selv af. Vi bliver nødt til at finde ud af, hvorfor vi er her«.  

Kewan har altid dedikeret sig fuldt ud til sin musikalske søgen, der allerede har bragt ham vidt omkring. Som barn startede han i det klassiske hjørne, da han gik til cello på højt niveau og senere lærte sig selv at spille klaver, men omkring gymnasietiden tog han fat i en helt anden genre og begyndte at lege med hiphopbeats på sin computer. Siden har han gjort en levevej ud af legen, og for nyligt kunne han også skrive filmkomponist på cv’et.

Kewan har altid haft et bankende hjerte for enhver slags musik. Sådan er det fortsat i dag, hvor en åben og legende tilgang til musikken har gjort det muligt for den alsidige producer at transcendere genrer og stil – og tage dansk hiphop i nye retninger.  

»Ligesom mine følelser er blandede, så er min lyd også blandet. Den ene dag kan man føle én ting, og den næste dag kan man føle noget helt andet«, fortæller den alsidige producer.  

»Jeg kan gå fra at høre jazz til at høre drill, nærmest lige efter hinanden. Det er bare et spørgsmål om at sætte pris på den musik, der er blevet givet til én. Jeg kan høre alting, så længe jeg kan mærke, at der bliver sagt noget og tænkt over noget i musikken«.  

Det er essentielt for Kewans kreative proces altid at prøve spontane idéer af – også selvom nogle nye eksperimenter kan vise sig at være fusere:  »Nogle gange handler det om at sprede vingerne ud og så bare let loose. Så kan man gøre det, der skal gøres. Det ligger meget til min natur at hoppe ud i ting, jeg endnu ikke ved, hvad er. Nogle gange hopper jeg bare ned i et hul, og andre gange ender jeg i et varmtvandsbassin, som jeg kan have det rart i«.  

Når han har en artist i studiet, forsøger Kewan på samme måde også altid at skubbe personen lidt længere ud i det ukendte, end vedkommende måske egentlig selv havde tænkt. For når de bryder med det sædvanlige, kan de i fællesskab finde den rigtige lyd til kunstneren:  

»Med en artist i studiet tænker jeg: ’Hvad er hans livs soundtrack? Hvordan laver man et soundtrack til den her person – et soundtrack, vedkommende aldrig selv havde drømt om at få?’«, fortæller Kewan.  

»Jeg presser dem. Jeg får dem ud i et eller andet, hvor de ikke føler sig helt trygge med det. Men det giver pote«.

Når man kaster sig ud i helt nye ting, lykkes de nogle gange overraskende hurtigt. Andre gange kræver det en hel del mere tid og energi. For Kewan var det noget af en mundfuld at prøve sig selv af som filmkomponist, da han stod for at lave al musik til Gigis-animationsfilmen ’Blokhavn’, som fik biografpremiere i sommer.  

»Det var en omvæltning for mig, fordi hele tilgangen til at komponere filmmusik er anderledes end at producere sange. Man laver musik, der skal passe ind i et billede, ind i tid og sted og til karaktererne. Jeg følte ikke rigtigt, at jeg kunne finde hoved og hale i det, jeg havde gang i. Jeg kunne ikke danne mig overblikket«, fortæller Kewan, som søgte inspiration ved at se masterclasses med etablerede filmkomponister.  

»Da jeg hørte store filmkomponister fortælle, hvordan de hele tiden laver fejl, tænkte jeg: ‘Okay, det er rent faktisk sådan, det fungerer – selv for de største’. Det er måske en meget naturlig ting at at gå rundt og stresse over det, tænke over, hvordan det kan blive skruet sammen, og så lige før deadline få det hele ned«.  
‍
Det lykkedes da også Kewan at finde en løsning til sidst: Han havde brug for at trænge helt ind i karakterernes tanker.  

»Det var vigtigt for mig at snakke med skaberne af Gigis. Jeg havde brug for at forstå, hvad karaktererne i ‘Blokhavn’ dealer med af problemer, og hvordan de ser sig selv. Jeg ville gerne ind i hovedet på dem. Det gjorde også, at instruktørerne blev nødt til at sætte deres hjerner i sjette gear. De havde selvfølgelig tænkt over det, men jeg tror, det var fedt for dem, at der var nogen, som spurgte dem: Hvem er de her mennesker? Hvorfor har vi lavet en film om dem?«.

I øjeblikket kan Kewan stille lignende spørgsmål til sig selv. For første gang skal produceren nemlig lave sit eget soundtrack i form af et album, hvor han er hovedartisten. Lige nu ved han ikke, hvordan det færdige resultat kommer til at lyde, men måske ligger løsningen simpelthen i at holde fast i den impulsive strategi, der har ført ham hertil.
‍
»Nu mærker jeg lidt af det pres, jeg altid har sat på andre artister«, siger Kewan.  

»Det er noget andet, når jeg selv er afsenderen på det. Det er lige så meget et personligt spring, som det er et kunstnerisk spring, og der er mange stærke overvejelser, man skal gøre sig. Jeg må bare blive ved. Det er nogle svar, jeg må finde i musikken«.